Trækhundesport
Mine personlige hunde har siden 1995 primært været slædehunde, som jeg aktivt dyrker trækhundesport sammen med, sideløbende med de andre former for træning jeg laver med dem.
Med årene er jeg også blevet formand for Dansk Trækhundeklub, og i vinterhalvåret deltager vi hver sæson i 6 – 8 løb. De fleste løb i Dansk Trækhundeklub og som regel et løb eller to i Tyskland.
Du kan se mere om trækhunde og arrangementer på klubbens hjemmeside:
For at opleve en slædetur i Rold Skov sammen med 5 af mine hunde
John, Merlin, Saga, Bailey og Totten kan du se videoen herunder:
De trækhunde jeg har nu, er af racen Siberian Husky og af typen Alaskan Husky og Eurohound. Hundene bliver i den kolde årstid brugt til træk af vogn, cykel og -hvis muligt- også slæde.
Hundene er vilde med deres job, for trækhunde løber ikke fordi de bliver tvunget, men fordi de synes det er sjovt. Det er til enhver tid hundeførerens opgave at tilrettelægge sin træning og belønne korrekt adfærd, således at hundenes motivation er i top.
For at se vores start til de åbne tyske mesterskaber på vogn 2016 kan du se med på et kort klip her:
En af de ting, der er meget motiverende for mig ved trækhundesporten, er at jeg kan arbejde med alle mine hunde samtidig. Man bliver en medspiller i flokken, I første omgang når det gælder om at køre vogn/slæde, men jeg bilder mig ind at det også smitter af på forholdet i det daglige.
Selvom hundene lever i en flok, og er ret selvstændige af væsen, så orienterer de sig meget imod mig, når jeg eks. er ude på marken med dem og lader dem løbe.
Alsidighedsløbet i Sittensen
Jeg gør som hundetræner samtidig meget ud af lydighed og præcision, når jeg kører med hundene.
Det har ført til deltagelse i det prestigefyldte tyske Alsidighedsløb Sittensen. Det afholdes kun hvert andet år, og her køres ikke kun om kap, men man bedømmes også ved fem poster undervejs på præcision, sikkerhed, lydighed og råstyrke.
Posterne er ikke helt ens fra år til år, men jeg har set eksempler på følgende:
- Passage af grøft: Stands op, spænd hundene fra, fragt dem over en grøft, bind dem (her skulle man huske at have liner med), hent din vogn over grøften, spænd hundene for igen og kør videre. Her blev man så bedømt på, hvor gnidningsløst det hele gik, og hvor rolige, håndterbare og lydige de var.
- En blindgyde, hvori man skulle vende hundespandet og vognen 180o rundt, uden at sætte en fod til jorden. Det galt for hele løbet, at bedømmelsen var bedst, hvis man kunne blive stående bag på vognen og fortælle hundene hvad de skulle gøre.
- En slalom, i stil med blindgyden.
- Cirkel: Kør af sporet, kør rundt i en afmærket cirkel (afmærket for hundekøreren, hundene havde ikke noget at støtte sig til), op på sporet igen og videre. Det lyder måske enkelt, men at få slædehunde til at forstå at de skal forlade sporet, det kræver at man har øvet sig!
- Køre over en bro: Enten turde førerhundene og ellers gjorde de ikke. Den mindste tøven trak ned.
- Styrkeprøve: Her skulle man standse midt på en stigning, stå helt stille i 30 sekunder og herefter skulle hundene sætte vognen i gang på kommando, og trække den op ad bakken uden hjælp.
- Låge: Stands, sikre vogn, åben låge, kør igennem, stands, sikre vogn, lukke låge – kør!
Men det var bare de poster som blev bedømt –hertil kommer selve sporet, som absolut også altid er en ufordring i sig selv: Over jernbaneskinner, små humplede skovstier, asfalt, sløjfer så man mødte modgående hundespand og måtte lave head-on passager flere gange, overhalinger og sidst men ikke mindst skulle vi køre tværs over en mark som var ganske sumpet.
Hundene og jeg har deltaget tre gange i løbet i Sittensen med følgende resultater:
2012: Gennemført
2014: 1. plads
2016: 1. plads
Generelt om trækhunde:
Den forreste hund kaldes førerhunden eller leaddog, dem lige bag den kaldes svingdogs, efter dem kommer teamdogs og bagerst, lige foran slæden/vognen løber wheeldogs. Wheelerne er oftest ret store, stærke hunde.
Førerhunden(e) er ikke nødvendigvis også flokfører iblandt hundene til daglig. Den/de er valgt, fordi den først og fremmest er opmærksom på sin hundeførers signaler, så man kan styre, og så har den viljen, selvsikkerheden, hurtigheden og konditionen til at løbe (alene) forrest.
Personen som fører hundespandet, kaldes også for Musheren. Han/hun sidder ikke, men står bag på vognen/slæden så det er nemt at hoppe af og løbe hvis det f. eks. går op ad bakke.
Musheren styrer førerhunden ved hjælp af verbale kommandoer. Det er lidt forskelligt om man bruger de internationale kommandoer eller vælger danske ord for de samme ting. Nogle af de mest brugte funktioner er:
Naturligvis er det en fordel at hundene, og specielt førerhunden forstår mange signaler. Nogle funktioner, som det f. eks. er praktisk at have er:
At førerhunden(e) kan stå og holde skaglerne strakt imens man spænder de andre hunde for, at hundene kan løbe forbi fremmede hunde, andre dyr, mennesker m.m. uden at interessere sig for dem, at førerhunden kan vende hundespandet 1800 uden at filtre skaglerne, at den kommer/standser på signal (hvis man falder af), at hundene kan blive stående og vente uden at filtre sig sammen hvis man holder stille o.s.v.
Traditionelle slædehunde er de renracede:
Siberian husky, Alaskan malamute, Grønlandshund og Samojedehund.
Moderne slædehunde er:
Alaskan huskies: Blandingshunde, oftest bestående af siberian husky med tilsat pointer, sætter, hønsehund og mynde i forskellige mængder. I de mere kuriøse tilfælde har jeg også hørt om iblanding af jack russel terrier, tervueren og ulv.
Eurohounds:
Blandingshunde, med meget større andel pointer og hønsehund end alaskan huskies.
De fleste slæde – og trækhunde er ret vilde med at få lov at trække. Når det er sagt, så er der også nogle race- eller typerelaterede forskelle. Eurohounds er specialister i sprintløb: De er hurtige og stærke hunde, som giver maximalt gas. Alaskan huskies er knap så hurtige som hounds, men bliver brugt til både sprint, mellem- og langdistance. Det er alaskan huskies man ser i de store løb som Iditarod og Yukon Quest. Disse løb er henholdsvis omkring 1100km og 1600km lange. Det er ikke unormalt, at hundene her løber over 100km om dagen, mange dage i træk. Eurohounds og Alaskan Huskies er avlet i mange generationer udelukkende ud fra deres træk- og løbeegenskaber. Større hunde til sprint, og mindre hunde til mellem og langdistance. Desuden er blandingshundene mere samarbejdende med mennesker end de renracede polarhunde, og meget venlige overfor artsfæller.
En artikel på engelsk om Alaskan Huskiernes evner til at løbe langdistance finder du
De renracede er avlet ud fra deres egenskaber som trækhunde og deres udseende. Hundene er meget nøjsomme og sejlivede, og kan klare sig på meget mindre foder, end en tilsvarende hound/alaskan behøver. De har en tyk og tæt pels, der gør det muligt for dem at overnatte udendørs under ekstreme vejrforhold. En renracet polarhund sveder ikke på poterne, og undgår derved at sneen klumper mellem trædepuderne. Desuden er en vis mængde selvstændighed tilstede – og ønskeligt – hos hundene. Disse egenskaber kaldes polarhundeegenskaberne, og de går delvis eller helt fløjten når man blander hundene og laver Alaskans og Hounds. Man får hurtigere hunde, men man mister de oprindelige polaregenskaber –og udseendet. Der er ikke noget der er gratis.
Malamutten og Grønlandshunden er store og robuste hunde med stor trækkraft, som kan slæbe eks. en tungt lastet slæde mange dage i træk i lavt tempo. Siberian Husky er den mindste og hurtigste af de renracede. Samojeden er også ret hurtig, og har desuden ry for at være den venligste og nemmeste at opdrage af de renracede polarhunde.
Til løb er klasserne opdelt efter hvor mange hunde man har foran vognen. Man kan konkurrere med alt fra en enkelt hund foran en cykel, til de åbne klasser hvor 16 hunde eller flere ikke er unormalt. Blandingshunde konkurrerer i Danmark i Dansk Trækhundeklub, hvor alle hunde er tilladte, og renracede konkurrerer i Polarhundeklubben, som er for hunde med FCI papirer.
Det er den seriøse mushers opgave, at holde motivationen i top til enhver tid, ved at planlægge sin træning, og belønne korrekt adfærd. Hvis man f. eks. straffer en slædehund for ikke at løbe ”hurtigt nok”, vil den sandsynligvis holde helt op med at løbe. Straf fører jo som bekendt til passivitet, og så er man faktisk på den… Men det er slet ikke nødvendigt. Som oftest handler det mere om at give hundene lov til at løbe, og øve dem i ikke at drøne af sted i utide. Det er en nedarvet egenskab i dem, og de fleste bliver hurtigt fuldstændig vilde med det. Det gælder for øvrigt også for hundeføreren –det er stærkt vanedannende at køre med slædehunde!
